Hvad er SCAL Metoden?

 

 

Vi er team SCAL

“SCAL” kommer fra vores arbejdsinitialer; Samuel Christensen og Alberte Spangsberg.

Vi er et lærerteam med en kæmpe passion for lærergerningen og alt, hvad det indebærer; klasseledelse, relationsarbejde, samarbejdslæring og didaktikken heromkring. 

Tilsammen har vi erfaring i både de boglige og praktisk-musiske fag fordelt på flere alderstrin. 

I vores hverdag sætter vi stor pris på at tilbyde vores elever faste overskuelige strukturer, forudsigelighed, trygge relationer og plads til hygge. 

Vi udvikler os kontinuerligt og ser muligheder i stedet for problemer. Derfor vil vi også bruge denne hjemmeside som en mulighed for at dele vores tilgang.

SCAL Metoden

SCAL Metoden er det, vi kalder vores tilgang.
Den tilgang omfatter, hvordan vi samarbejder, hvordan vi styrer vores klasse, og hvordan vi opbygger klassens dannelse og faglighed.

Kort sagt handler SCAL Metoden om at styrke den psykiske tryghed i klassen. Tryghed er et solidt fundament for at bygge trivsel og læring,  og den tryghed starter hos læreren. 

Helt konkret handler det om, hvordan lærerens tid med eleverne bruges, hvad eleverne skal lære, hvordan de skal lære det, og i hvilken struktur de skal være.

Er lærerens klasseledelse en ledelse, der inviterer til samarbejde og tryghed? eller inviterer den til konflikt og magtkamp? Den slags spørgsmål, som kan give en sved på panden, hvis man tør kigge sig selv i øjnene, skal kunne stilles og bearbejdes.

Hjælpemiddel til tavleopsætning og klasseledelse
De 7 H'er

Struktur, cooperative learning og læringsgrupper.

Strukturen skal kunne tilgodese alle eleverne, som hver især har deres egne forudsætninger. Det har vi et bud på med vores break struktur, som vi og eleverne er meget glade for.

Igennem en cooperative learning inspireret tilgang til det faglige materiale og gruppearbejdet, opbygger og vedligeholder vi niveauet og den psykiske tryghed.

Læringsgrupperne er instrumentale i dette, og de grupper skal ikke bare efterlades til sig selv. De skal aktivt bygges op, introduceres, forstærkes, trænes og evalueres. Det bruger vi teambuilding til. Vores teambuilding øvelser vil være frit tilgængelige her på hjemmesiden og listen opdateres løbende.

Vi er nødt til at møde eleverne, hvor de er og lede dem fremad. Det er en øvelse, der kræver, at man kan tænke over, hvordan man er som lærer, og hvilken effekt man har på sin klasse.

Det har endt ud i en ganske konkret fremgangsmåde, som vi præsenterer i vores kommende bog.

Bogen vil kunne stå alene og ikke kræve ekstra downloads eller betalinger, men der suppleres med ekstra materialer her på hjemmesiden, som man kan finde gratis eller mod betaling.

Vi vil bygge dette brand og metode op til at give inspiration og også tilbyde faglige forløb til de lærere og undervisere derude, som vil prøve vores tilgang.

Vi kan godt selv lide at finde gode undervisningsmaterialer, der kan bruges intuitivt og med lav forberedelse. Det vil vi prøve at tilbyde også, og alt feedback til vores materialer modtages med kyshånd.

Alberte Spangsberg og Samuel Christensen  

SCAL i Ribe maj 2023